Mennesket er arkitekturens sjæl

Læs 'Korte blogs til lange efterårsaftener', hvor denne blog nævnes i forbindelse med kommentering af arkitektfaget i almindelighed. Der linkes til Akademisk Arkitektforenings hjemmeside.



At se, at røre, at lytte og at fornemme og sanse er alle det perceptive menneskes evner til at danne en fortolkning og oplevelse af arkitekturen. Mennesket udmåler arkitekturen ud fra sig selv og danner herefter sit billede af rummet gennem sin krop. Derfor er to individers opfattelse af det arkitektoniske rum ikke ens.

Vi mennesker opfatter intuitivt rummet omkring os. Vi fornemmer, uden endog at lægge særligt mærke til det, rummets stereometri, som en fortsættelse af egen krop og som en sfære udenom kroppen. Man kender fornemmelsen af at have lyst til at danse, når rummet er stort og gulvet fornemmes glat og endeløst. Lyden som vi selv frembringer giver et andet tredimensionelt billede i hjernen; er væggene høje, er rummet trangt, giver det lyst til at fløjte for at høre om rummet reflekterer lyden, til at trampe for at lyden gengiver vores egen tilstedeværelse.

Fornemmelsen af noget hårdt, noget råt, noget glat eller noget hullet giver endvidere endnu et billede af det rum vi befinder os i; fornemmelsen af materialerne indikerer for os, hvordan vi kan gebærde os i rummet og hvilke fysiske udfoldelsesmuligheder vi har.

Disse intuitive opfattelser danner tilsammen det billede, vi fortolker. Og der er her et egentlig kritisk syn på det arkitektoniske rum fremkommer hos mennesket. Vi begynder at se materialer og flader, spejlinger og mønstre, at lytte til rummets gengivelse af lyd fra os selv eller fra andre, at se lysets dans over forskelligartede flader, at se farverne skifte henover en ensfarvet væg. Og vi bevæger os i rummet for at projicere vores egen skala og krop ud i rummet og rummet i en umiddelbar sfære rundt om os selv.

Den intuitive opfattelse, sammen med det kritiske blik dannes mens vi bevæger os hen over flader, langs vægge, med blikket rettet snart den ene vej og snart den anden. Vi ser noget oppe, noget nede, snart hele rummet som et sløret hele, snart detaljen som et udtrukket svævende moment. Rummet står aldrig fuldstændig stille for øjet, og tager man et foto, vil det sjældent beskrive det at befinde sig i et givent rum. Vi opfatter langt mere, når vi selv eksisterer i rummet. Hornhindens beskrivelse af de mange indtryk og momenter omkring os er tredimensionel, og i et og samme øjeblik rummer den et 360-graders billede af vores omgivelser, som sjældent kan gengives eksakt og med de samme nuancer på fotografiets todimensionelle og øvrigt begrænsede udstrækning.

Typisk har arkitekturfotografiet hædret materialet, arkitekten eller udførelsen. Statiske billeder af rummet og af detaljen præsenteres som det færdige arkitektoniske værk og prisgiver arkitekturen som noget seværdigt noget oplevelsesrigt. Men hvordan vises det tredimensionelle opfattelsens rum på et todimensionalt medie? Mennesket og dets oplevelse af arkitekturen bør være fokus på arkitekturfotografiet og rummet bør vises omkring mennesket, som rummet kan opfattes når man selv bevæger sig i det.

Skal den moderne arkitekt ændre sin opfattelse af rummet og se det som en række momenter som via menneskelig perception samles til et hele? Dannes det arkitektoniske rum ud fra materialer, detaljer og plankompositioner, eller dannes det i menneskets opfattelse af rummet?

Se hele fotoserien her: http://www.dorotaberes.dk/fotoarkitekturenssjael/

Blonden på bomuldstrussen, fuglen på elefanten

Mange har i tidens løb spurgt mig, hvordan jeg skaber mine kompositioner. Det har været i sammenhæng med grafiske løsninger, arkitektoniske og fotografiske. Jeg har svaret noget svævende, for jeg har altid opfattet det som noget intuitivt. Det er jeg stadig overbevist om at det er.

Men jeg har svaret følgende, og jeg vil uddybe det her, for lidt ydeligere forklaring; Det handler om at kunne se både bomuldstrussen og blonden! Ja, det lyder lidt sært, men forklaringen kommer her:

For at vise et tungt element (bomulden/elefanten) er man nødt til at understrege det med et let (blonden/fuglen). Viser man et stort ensfarvet element er det tit nødvendigt at have en langt finere detalje i samme synsfelt. På den måde understreges både det tunge, ensfarvede og det lette, fine. De to underbygger hinanden og giver hinanden kraft, så det bliver interessant at kigge på.

Det samme gælder tekstur: noget blankt og skinnende bliver kedelig i selskab med andre blanke og skinnende ting, men sættes det op mod noget mat, ensartet, sker der noget i en komposition. Det blanke bliver mere blankt og det ensartede bliver langt mere interessant. I farvesammensætning gælder tilsvarende regler. En mat farve uden toner, liv og detaljer kan ikke sammensættes med en tilsvarende (undtaget enkelte grafiske eller arkitektoniske værker, som netop søger dette). Men tag fx. en almindelig gul og sæt den sammen med en grøn, en lilla eller en rød. Det bliver kedeligt og uinteressant. Prøv i stedet at lade den gule løbe over i en lysere gul eller en lidt mere orange; så er der pludselig en komposition og helheden bliver flertydig at betragte.
Og det er netop flertydigheden der er emnet - som bomuldstrussen med blonden og som fuglen på elefanten. Det er her vi, som tilskuere, begynder at fortolke, at indsætte betydninger og billeder ind i det sete. Det er detaljen der er værd at beskue på det ensformige, og det er en farveforandring der er spændende på den ellers farveløse flade.

Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg hører gerne en anden forklaring, hvis nogen lyster!

Billedet og den hvide væg

Den hvide væg kalder på billedet og billedet kalder på den hvide væg.

Siden tidernes morgen har mennesket udsmykket rummets vægge med billeder. I perioder i så høj grad, at man beskyldte mennesket for at lide af horror vacui - angsten for det tomme rum. Min mormor lider i høj grad stadig af denne sygdom! Jeg prøver ikke at bukke under for horror vacui og har i mit hjem hele 3 store vægge som er nøgne, hvide, så mine tanker kan fare i forskellige fantasier om hvad der kunne hænge på væggen, hvad der kunne udfylde den.

Det er dog sjældent at den hvide væg får lov at stå som hjemme hos mig. Der skal noget på den og det tilfredsstiller vores øje og vores sjæl. Der er ingen kunst i at kunne se at væggen mangler noget komplekst, noget der pynter. Det er derimod en kunst at kunne se hvad væggen mangler og hvilken rumlighed væggen er en del af.

Mange begår den fejl at de ser den hvide væg som et fritstående element uden forbindelse til rumlighed, lys, farver og møblementets komposition. På den måde kommer billedet ikke til at være et element der pynter i rummet, men snarere en pause fra det hvide; noget man falder over.

Billedets farver, komposition og lys giver en dynamik til rummets farver, komposition og lys. Billedets farver vil stråle ud i rummet og rummets farver er med til at skabe billedet. Det samme gælder kompositionen og billedets øvrige effekt på rummet.

Billedet og rummet hænger derfor unægteligt sammen og påvirker hinanden i høj grad. Det der adskiller et billede på væggen hjemme og billedet på et museum, er at man på museerne søger at eliminere egentlige rum med indretning og vinduer. Man søger snarere den hvide væg med det ensartede lys, hvor billedet kan hænge upåvirket og i fred, således at billedet opleves isoleret. Billedet skal ikke generere nogen form for dynamik i rummet; ikke skabe en bestemt følelse, men hænger til fri fortolkning.

I hjemmet, i det offentlige opholdsrum, på restauranten og på kontoret er det derimod billeder der skaber stemning og dynamik. Billedet her ser jeg som en abstraktion: en komposition af farver, motiv og former. Passer de ikke til stemningen, emnet og stedet, bliver billedet skyld i at rummet opfattes forkert. Og hænger billedet forkert, kan det ødelægge opfattelsen af rumligheden.


Derfor bør man i virkeligheden tale om at hænge billeder i et rum, frem for at hænge billeder på en væg.

Min verden af billeder og farveflader

Jeg svælger i verdens skønhed; i de momenter der konstant passerer, i de kompositioner der dannes omkring mig. Hvorend jeg kigger, ser jeg det som man med flotte fraser kalder grafiske kompositioner og godt skårne billeder. Jeg fanger mig selv i at ønske mig et fotografisk blik - som selvfølgelig kan uploade til printeren - så jeg kan beholde alle de øjeblikke, som efterlader mig med eufori og en sær form for glæde i tragedien: Jeg så det smukke, men jeg kan ikke lægge det på hjemmesiden eller printe det ud til glæde for andre.

Jeg kører forbi posthuset og indfanger deres farver og grafik; tænker, at det er flot at de har opretholdt den stramme grafiske linje og evner at forny den og gøre den tidssvarende. Min eufori går til den røde nuance, de forlængede bogstaver og den folkelige bue i blå, grøn og gul.

Jeg glædes over væggenes hvide lysreflekser på den lille nye café ved Valby Station og det kradser i fingrene for at give væggene klare billedflader, der kan bryde med den monotone hvidhed og lyse op i de mørke vinterdage. Pink og gule fotografier, palmer og store bogstaver i en svungen font.

Byen farer forbi mig med totalindtryk om hvordan det kunne se ud, hvad jeg ville gøre hvis jeg havde muligheden. I mine fremtidsplaner ligger arbejdet med form, farve, udtryk og billede, snarere end styring, orden, teknik og komplekse byggeøkonomiske overvejelser. Endnu har min stilling ikke fået et navn, ikke fundet sin endelige form, men jeg er på udkig og undersøger konstant om tingene lader sig mixe: Rumlighed og fotografi, grafik og arkitektur, arbejdet med steder til mennesker og samtidig arbejde med det abstrakte. Kan det altsammen passe i det samme tøj? Jeg undersøger konstant enkelthederne i denne komposition, for at forstå dem bedre og for at få den bedste blanding i sidste ende.

Jeg ønsker mig oftest muligt at være i nærheden af den glæde det bringer mig at påvirke omgivelserne med min verden af billeder og farveflader. Jeg ved, at det er derfor jeg med mit blik kan gemme al den skønhed på min interne harddisk - det er meningen at den skal ud igen!

Gennem fotografiet bliver arkitekturen ophøjet til noget værdifuldt

Gennem kameralinsen fås den tilskårede og præcist afmålte grafiske oplevelse af arkitektur. Nogle vil kalde den sandheden, andre, en manipuleret forvrængning af det byggede. Jeg ser i høj grad fotografiet som en sandhed.
I vores tid er fotografiet blevet billedet på virkeligheden - næsten mere virkeligt end virkeligheden, for vi rejser verden rundt gennem medier, kender steder gennem film, magasiner og reklamer. I Paul Thomas Andersons film 'Punch-Drunk Love' rejser hovedpersonen for første gang til Hawaii og udbryder ved ankomst: 'Wow, this looks like Hawaii'. Pointen med hans kommentar er, at man har forstået at virkeligheden for det meste ikke stemmer overens med billedet, at gennem det at blive fotograferet, gennemgår stedet en forvandling og bliver til billede. 'Hawaii' er derfor i første omgang kun et billede - ikke et sted.

På den måde konstruerer billedet på forhånd virkeligheden. Vi ser først genkendende og tilkendegivende på emnet fra den vinkel som billedet af emner har vist. Først senere vælger man en fortolkning - hvis man har tid til at abstrahere fra det billede man allerede har set og som man gemmer i sin erindring før man skal videre til næste billede.

For mange byer og steder er arkitekturen først og fremmest et billede og en måde at angive sin geografiske position via et vuekort, en touristbrochure eller en hjemmeside. Fx. som Sydneyoperaen, Eiffeltårnet eller Guggenheim i Bilbao. Kun den ene af disse bygninger har jeg set, men de øvrige står som klare billeder. Der råder ingen tvivl om, at disse og tilsvarende bygninger, først og fremmest er billeder for stedet eller landet.

Arkitekturfotografi er sin egen genre og sin egen måde at præsentere sig på; linjerne er rettet, farverne er korrigerede og fotografen har tålmodigt ventet (nogle gange i dagevis) på det smukkeste lys. Hver bygning er forskellig og fotografen må lære den at kende og lære at forstå den, førend den kan beskrives på fotografiet. Når man ser et fotografi af en bygning, står det klart hvorvidt der er tale om et arkitekturfoto eller et andet foto - og dette uanset motivet. Arkitekturfotografi er taget for at vise den arkitektoniske idé i bygningen og dens omgivelser - ofte bestilt af arkitekten selv - og arkitekturfotoet kræver en forståelse af det arkitektoniske.

På arkitekturfotografiet accentueres bygningens træk. Arkitekturen gøres interessant, der lægges virkningseffekter på materialiteten, lyset og det dramatiske, der rettes farver og der beskæres. Al denne bearbejdning af det eksiserende, giver selvfølgelig en række billeder til omverdenen af hvordan arkitekturen bør ses og opleves. Og er fotografen lige så dygtig som arkitekten, kan det også lade sig gøre at formidle arkitekturfotografiet som et sandhedsbillede af arkitekturen.

Gennem fotografiet bliver arkitekturen ophøjet til noget værdifuldt, noget som er værd at bemærke og studere yderligere.

Fotografiets kobling til arkitekturen er lige så gammel som opfindelsen af fotografering. Siden tidernes morgen er bygningen og det byggede blevet brugt som forgrund eller baggrund for mennesket i fokus. Senere er det at fotografere arkitektur blevet et tema i sig selv. Modsat arkitekturen, som er det mest tredimensionelle mennesket har skabt, er fotografiet jo fuldstændig fladt. Kunsten og fascinationen ligger i at få det tredimensionelle til live på det flade medie. At fortælle historien om bygningens lys og skygge, ude og inde, oppe og nede.

Fotografen bliver arkitektens stedfortrædende øjne og forklarende retorik og som brylluppet, der ikke er fuldbragt uden bryllupsbilleder, er det arkitektoniske værk ikke helt færdigt uden at være blevet fotograferet.


En oversættelse og fortolkning af artiklen 'Arkitektur är fotografi' af Maria Lantz, fotograf og lærer på Kongelige Højskole i Stockholm.