mandag den 15. oktober 2007

Mennesket er arkitekturens sjæl

Læs 'Korte blogs til lange efterårsaftener', hvor denne blog nævnes i forbindelse med kommentering af arkitektfaget i almindelighed. Der linkes til Akademisk Arkitektforenings hjemmeside.



At se, at røre, at lytte og at fornemme og sanse er alle det perceptive menneskes evner til at danne en fortolkning og oplevelse af arkitekturen. Mennesket udmåler arkitekturen ud fra sig selv og danner herefter sit billede af rummet gennem sin krop. Derfor er to individers opfattelse af det arkitektoniske rum ikke ens.

Vi mennesker opfatter intuitivt rummet omkring os. Vi fornemmer, uden endog at lægge særligt mærke til det, rummets stereometri, som en fortsættelse af egen krop og som en sfære udenom kroppen. Man kender fornemmelsen af at have lyst til at danse, når rummet er stort og gulvet fornemmes glat og endeløst. Lyden som vi selv frembringer giver et andet tredimensionelt billede i hjernen; er væggene høje, er rummet trangt, giver det lyst til at fløjte for at høre om rummet reflekterer lyden, til at trampe for at lyden gengiver vores egen tilstedeværelse.

Fornemmelsen af noget hårdt, noget råt, noget glat eller noget hullet giver endvidere endnu et billede af det rum vi befinder os i; fornemmelsen af materialerne indikerer for os, hvordan vi kan gebærde os i rummet og hvilke fysiske udfoldelsesmuligheder vi har.

Disse intuitive opfattelser danner tilsammen det billede, vi fortolker. Og der er her et egentlig kritisk syn på det arkitektoniske rum fremkommer hos mennesket. Vi begynder at se materialer og flader, spejlinger og mønstre, at lytte til rummets gengivelse af lyd fra os selv eller fra andre, at se lysets dans over forskelligartede flader, at se farverne skifte henover en ensfarvet væg. Og vi bevæger os i rummet for at projicere vores egen skala og krop ud i rummet og rummet i en umiddelbar sfære rundt om os selv.

Den intuitive opfattelse, sammen med det kritiske blik dannes mens vi bevæger os hen over flader, langs vægge, med blikket rettet snart den ene vej og snart den anden. Vi ser noget oppe, noget nede, snart hele rummet som et sløret hele, snart detaljen som et udtrukket svævende moment. Rummet står aldrig fuldstændig stille for øjet, og tager man et foto, vil det sjældent beskrive det at befinde sig i et givent rum. Vi opfatter langt mere, når vi selv eksisterer i rummet. Hornhindens beskrivelse af de mange indtryk og momenter omkring os er tredimensionel, og i et og samme øjeblik rummer den et 360-graders billede af vores omgivelser, som sjældent kan gengives eksakt og med de samme nuancer på fotografiets todimensionelle og øvrigt begrænsede udstrækning.

Typisk har arkitekturfotografiet hædret materialet, arkitekten eller udførelsen. Statiske billeder af rummet og af detaljen præsenteres som det færdige arkitektoniske værk og prisgiver arkitekturen som noget seværdigt noget oplevelsesrigt. Men hvordan vises det tredimensionelle opfattelsens rum på et todimensionalt medie? Mennesket og dets oplevelse af arkitekturen bør være fokus på arkitekturfotografiet og rummet bør vises omkring mennesket, som rummet kan opfattes når man selv bevæger sig i det.

Skal den moderne arkitekt ændre sin opfattelse af rummet og se det som en række momenter som via menneskelig perception samles til et hele? Dannes det arkitektoniske rum ud fra materialer, detaljer og plankompositioner, eller dannes det i menneskets opfattelse af rummet?


Se hele fotoserien her: http://www.dorotaberes.dk/fotoarkitekturenssjael/