Mennesket er arkitekturens sjæl

Læs 'Korte blogs til lange efterårsaftener', hvor denne blog nævnes i forbindelse med kommentering af arkitektfaget i almindelighed. Der linkes til Akademisk Arkitektforenings hjemmeside.



At se, at røre, at lytte og at fornemme og sanse er alle det perceptive menneskes evner til at danne en fortolkning og oplevelse af arkitekturen. Mennesket udmåler arkitekturen ud fra sig selv og danner herefter sit billede af rummet gennem sin krop. Derfor er to individers opfattelse af det arkitektoniske rum ikke ens.

Vi mennesker opfatter intuitivt rummet omkring os. Vi fornemmer, uden endog at lægge særligt mærke til det, rummets stereometri, som en fortsættelse af egen krop og som en sfære udenom kroppen. Man kender fornemmelsen af at have lyst til at danse, når rummet er stort og gulvet fornemmes glat og endeløst. Lyden som vi selv frembringer giver et andet tredimensionelt billede i hjernen; er væggene høje, er rummet trangt, giver det lyst til at fløjte for at høre om rummet reflekterer lyden, til at trampe for at lyden gengiver vores egen tilstedeværelse.

Fornemmelsen af noget hårdt, noget råt, noget glat eller noget hullet giver endvidere endnu et billede af det rum vi befinder os i; fornemmelsen af materialerne indikerer for os, hvordan vi kan gebærde os i rummet og hvilke fysiske udfoldelsesmuligheder vi har.

Disse intuitive opfattelser danner tilsammen det billede, vi fortolker. Og der er her et egentlig kritisk syn på det arkitektoniske rum fremkommer hos mennesket. Vi begynder at se materialer og flader, spejlinger og mønstre, at lytte til rummets gengivelse af lyd fra os selv eller fra andre, at se lysets dans over forskelligartede flader, at se farverne skifte henover en ensfarvet væg. Og vi bevæger os i rummet for at projicere vores egen skala og krop ud i rummet og rummet i en umiddelbar sfære rundt om os selv.

Den intuitive opfattelse, sammen med det kritiske blik dannes mens vi bevæger os hen over flader, langs vægge, med blikket rettet snart den ene vej og snart den anden. Vi ser noget oppe, noget nede, snart hele rummet som et sløret hele, snart detaljen som et udtrukket svævende moment. Rummet står aldrig fuldstændig stille for øjet, og tager man et foto, vil det sjældent beskrive det at befinde sig i et givent rum. Vi opfatter langt mere, når vi selv eksisterer i rummet. Hornhindens beskrivelse af de mange indtryk og momenter omkring os er tredimensionel, og i et og samme øjeblik rummer den et 360-graders billede af vores omgivelser, som sjældent kan gengives eksakt og med de samme nuancer på fotografiets todimensionelle og øvrigt begrænsede udstrækning.

Typisk har arkitekturfotografiet hædret materialet, arkitekten eller udførelsen. Statiske billeder af rummet og af detaljen præsenteres som det færdige arkitektoniske værk og prisgiver arkitekturen som noget seværdigt noget oplevelsesrigt. Men hvordan vises det tredimensionelle opfattelsens rum på et todimensionalt medie? Mennesket og dets oplevelse af arkitekturen bør være fokus på arkitekturfotografiet og rummet bør vises omkring mennesket, som rummet kan opfattes når man selv bevæger sig i det.

Skal den moderne arkitekt ændre sin opfattelse af rummet og se det som en række momenter som via menneskelig perception samles til et hele? Dannes det arkitektoniske rum ud fra materialer, detaljer og plankompositioner, eller dannes det i menneskets opfattelse af rummet?

Se hele fotoserien her: http://www.dorotaberes.dk/fotoarkitekturenssjael/

Blonden på bomuldstrussen, fuglen på elefanten

Mange har i tidens løb spurgt mig, hvordan jeg skaber mine kompositioner. Det har været i sammenhæng med grafiske løsninger, arkitektoniske og fotografiske. Jeg har svaret noget svævende, for jeg har altid opfattet det som noget intuitivt. Det er jeg stadig overbevist om at det er.

Men jeg har svaret følgende, og jeg vil uddybe det her, for lidt ydeligere forklaring; Det handler om at kunne se både bomuldstrussen og blonden! Ja, det lyder lidt sært, men forklaringen kommer her:

For at vise et tungt element (bomulden/elefanten) er man nødt til at understrege det med et let (blonden/fuglen). Viser man et stort ensfarvet element er det tit nødvendigt at have en langt finere detalje i samme synsfelt. På den måde understreges både det tunge, ensfarvede og det lette, fine. De to underbygger hinanden og giver hinanden kraft, så det bliver interessant at kigge på.

Det samme gælder tekstur: noget blankt og skinnende bliver kedelig i selskab med andre blanke og skinnende ting, men sættes det op mod noget mat, ensartet, sker der noget i en komposition. Det blanke bliver mere blankt og det ensartede bliver langt mere interessant. I farvesammensætning gælder tilsvarende regler. En mat farve uden toner, liv og detaljer kan ikke sammensættes med en tilsvarende (undtaget enkelte grafiske eller arkitektoniske værker, som netop søger dette). Men tag fx. en almindelig gul og sæt den sammen med en grøn, en lilla eller en rød. Det bliver kedeligt og uinteressant. Prøv i stedet at lade den gule løbe over i en lysere gul eller en lidt mere orange; så er der pludselig en komposition og helheden bliver flertydig at betragte.
Og det er netop flertydigheden der er emnet - som bomuldstrussen med blonden og som fuglen på elefanten. Det er her vi, som tilskuere, begynder at fortolke, at indsætte betydninger og billeder ind i det sete. Det er detaljen der er værd at beskue på det ensformige, og det er en farveforandring der er spændende på den ellers farveløse flade.

Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg hører gerne en anden forklaring, hvis nogen lyster!