Siden tidernes morgen har mennesket udsmykket rummets vægge med billeder. I perioder i så høj grad, at man beskyldte mennesket for at lide af horror vacui - angsten for det tomme rum. Min mormor lider i høj grad stadig af denne sygdom! Jeg prøver ikke at bukke under for horror vacui og har i mit hjem hele 3 store vægge som er nøgne, hvide, så mine tanker kan fare i forskellige fantasier om hvad der kunne hænge på væggen, hvad der kunne udfylde den.
Det er dog sjældent at den hvide væg får lov at stå som hjemme hos mig. Der skal noget på den og det tilfredsstiller vores øje og vores sjæl. Der er ingen kunst i at kunne se at væggen mangler noget komplekst, noget der pynter. Det er derimod en kunst at kunne se hvad væggen mangler og hvilken rumlighed væggen er en del af.
Mange begår den fejl at de ser den hvide væg som et fritstående element uden forbindelse til rumlighed, lys, farver og møblementets komposition. På den måde kommer billedet ikke til at være et element der pynter i rummet, men snarere en pause fra det hvide; noget man falder over.
Billedets farver, komposition og lys giver en dynamik til rummets farver, komposition og lys. Billedets farver vil stråle ud i rummet og rummets farver er med til at skabe billedet. Det samme gælder kompositionen og billedets øvrige effekt på rummet.
Billedet og rummet hænger derfor unægteligt sammen og påvirker hinanden i høj grad. Det der adskiller et billede på væggen hjemme og billedet på et museum, er at man på museerne søger at eliminere egentlige rum med indretning og vinduer. Man søger snarere den hvide væg med det ensartede lys, hvor billedet kan hænge upåvirket og i fred, således at billedet opleves isoleret. Billedet skal ikke generere nogen form for dynamik i rummet; ikke skabe en bestemt følelse, men hænger til fri fortolkning.
I hjemmet, i det offentlige opholdsrum, på restauranten og på kontoret er det derimod billeder der skaber stemning og dynamik. Billedet her ser jeg som en abstraktion: en komposition af farver, motiv og former. Passer de ikke til stemningen, emnet og stedet, bliver billedet skyld i at rummet opfattes forkert. Og hænger billedet forkert, kan det ødelægge opfattelsen af rumligheden.
Derfor bør man i virkeligheden tale om at hænge billeder i et rum, frem for at hænge billeder på en væg.
