Billedet og den hvide væg

Den hvide væg kalder på billedet og billedet kalder på den hvide væg.

Siden tidernes morgen har mennesket udsmykket rummets vægge med billeder. I perioder i så høj grad, at man beskyldte mennesket for at lide af horror vacui - angsten for det tomme rum. Min mormor lider i høj grad stadig af denne sygdom! Jeg prøver ikke at bukke under for horror vacui og har i mit hjem hele 3 store vægge som er nøgne, hvide, så mine tanker kan fare i forskellige fantasier om hvad der kunne hænge på væggen, hvad der kunne udfylde den.

Det er dog sjældent at den hvide væg får lov at stå som hjemme hos mig. Der skal noget på den og det tilfredsstiller vores øje og vores sjæl. Der er ingen kunst i at kunne se at væggen mangler noget komplekst, noget der pynter. Det er derimod en kunst at kunne se hvad væggen mangler og hvilken rumlighed væggen er en del af.

Mange begår den fejl at de ser den hvide væg som et fritstående element uden forbindelse til rumlighed, lys, farver og møblementets komposition. På den måde kommer billedet ikke til at være et element der pynter i rummet, men snarere en pause fra det hvide; noget man falder over.

Billedets farver, komposition og lys giver en dynamik til rummets farver, komposition og lys. Billedets farver vil stråle ud i rummet og rummets farver er med til at skabe billedet. Det samme gælder kompositionen og billedets øvrige effekt på rummet.

Billedet og rummet hænger derfor unægteligt sammen og påvirker hinanden i høj grad. Det der adskiller et billede på væggen hjemme og billedet på et museum, er at man på museerne søger at eliminere egentlige rum med indretning og vinduer. Man søger snarere den hvide væg med det ensartede lys, hvor billedet kan hænge upåvirket og i fred, således at billedet opleves isoleret. Billedet skal ikke generere nogen form for dynamik i rummet; ikke skabe en bestemt følelse, men hænger til fri fortolkning.

I hjemmet, i det offentlige opholdsrum, på restauranten og på kontoret er det derimod billeder der skaber stemning og dynamik. Billedet her ser jeg som en abstraktion: en komposition af farver, motiv og former. Passer de ikke til stemningen, emnet og stedet, bliver billedet skyld i at rummet opfattes forkert. Og hænger billedet forkert, kan det ødelægge opfattelsen af rumligheden.


Derfor bør man i virkeligheden tale om at hænge billeder i et rum, frem for at hænge billeder på en væg.

Min verden af billeder og farveflader

Jeg svælger i verdens skønhed; i de momenter der konstant passerer, i de kompositioner der dannes omkring mig. Hvorend jeg kigger, ser jeg det som man med flotte fraser kalder grafiske kompositioner og godt skårne billeder. Jeg fanger mig selv i at ønske mig et fotografisk blik - som selvfølgelig kan uploade til printeren - så jeg kan beholde alle de øjeblikke, som efterlader mig med eufori og en sær form for glæde i tragedien: Jeg så det smukke, men jeg kan ikke lægge det på hjemmesiden eller printe det ud til glæde for andre.

Jeg kører forbi posthuset og indfanger deres farver og grafik; tænker, at det er flot at de har opretholdt den stramme grafiske linje og evner at forny den og gøre den tidssvarende. Min eufori går til den røde nuance, de forlængede bogstaver og den folkelige bue i blå, grøn og gul.

Jeg glædes over væggenes hvide lysreflekser på den lille nye café ved Valby Station og det kradser i fingrene for at give væggene klare billedflader, der kan bryde med den monotone hvidhed og lyse op i de mørke vinterdage. Pink og gule fotografier, palmer og store bogstaver i en svungen font.

Byen farer forbi mig med totalindtryk om hvordan det kunne se ud, hvad jeg ville gøre hvis jeg havde muligheden. I mine fremtidsplaner ligger arbejdet med form, farve, udtryk og billede, snarere end styring, orden, teknik og komplekse byggeøkonomiske overvejelser. Endnu har min stilling ikke fået et navn, ikke fundet sin endelige form, men jeg er på udkig og undersøger konstant om tingene lader sig mixe: Rumlighed og fotografi, grafik og arkitektur, arbejdet med steder til mennesker og samtidig arbejde med det abstrakte. Kan det altsammen passe i det samme tøj? Jeg undersøger konstant enkelthederne i denne komposition, for at forstå dem bedre og for at få den bedste blanding i sidste ende.

Jeg ønsker mig oftest muligt at være i nærheden af den glæde det bringer mig at påvirke omgivelserne med min verden af billeder og farveflader. Jeg ved, at det er derfor jeg med mit blik kan gemme al den skønhed på min interne harddisk - det er meningen at den skal ud igen!

Gennem fotografiet bliver arkitekturen ophøjet til noget værdifuldt

Gennem kameralinsen fås den tilskårede og præcist afmålte grafiske oplevelse af arkitektur. Nogle vil kalde den sandheden, andre, en manipuleret forvrængning af det byggede. Jeg ser i høj grad fotografiet som en sandhed.
I vores tid er fotografiet blevet billedet på virkeligheden - næsten mere virkeligt end virkeligheden, for vi rejser verden rundt gennem medier, kender steder gennem film, magasiner og reklamer. I Paul Thomas Andersons film 'Punch-Drunk Love' rejser hovedpersonen for første gang til Hawaii og udbryder ved ankomst: 'Wow, this looks like Hawaii'. Pointen med hans kommentar er, at man har forstået at virkeligheden for det meste ikke stemmer overens med billedet, at gennem det at blive fotograferet, gennemgår stedet en forvandling og bliver til billede. 'Hawaii' er derfor i første omgang kun et billede - ikke et sted.

På den måde konstruerer billedet på forhånd virkeligheden. Vi ser først genkendende og tilkendegivende på emnet fra den vinkel som billedet af emner har vist. Først senere vælger man en fortolkning - hvis man har tid til at abstrahere fra det billede man allerede har set og som man gemmer i sin erindring før man skal videre til næste billede.

For mange byer og steder er arkitekturen først og fremmest et billede og en måde at angive sin geografiske position via et vuekort, en touristbrochure eller en hjemmeside. Fx. som Sydneyoperaen, Eiffeltårnet eller Guggenheim i Bilbao. Kun den ene af disse bygninger har jeg set, men de øvrige står som klare billeder. Der råder ingen tvivl om, at disse og tilsvarende bygninger, først og fremmest er billeder for stedet eller landet.

Arkitekturfotografi er sin egen genre og sin egen måde at præsentere sig på; linjerne er rettet, farverne er korrigerede og fotografen har tålmodigt ventet (nogle gange i dagevis) på det smukkeste lys. Hver bygning er forskellig og fotografen må lære den at kende og lære at forstå den, førend den kan beskrives på fotografiet. Når man ser et fotografi af en bygning, står det klart hvorvidt der er tale om et arkitekturfoto eller et andet foto - og dette uanset motivet. Arkitekturfotografi er taget for at vise den arkitektoniske idé i bygningen og dens omgivelser - ofte bestilt af arkitekten selv - og arkitekturfotoet kræver en forståelse af det arkitektoniske.

På arkitekturfotografiet accentueres bygningens træk. Arkitekturen gøres interessant, der lægges virkningseffekter på materialiteten, lyset og det dramatiske, der rettes farver og der beskæres. Al denne bearbejdning af det eksiserende, giver selvfølgelig en række billeder til omverdenen af hvordan arkitekturen bør ses og opleves. Og er fotografen lige så dygtig som arkitekten, kan det også lade sig gøre at formidle arkitekturfotografiet som et sandhedsbillede af arkitekturen.

Gennem fotografiet bliver arkitekturen ophøjet til noget værdifuldt, noget som er værd at bemærke og studere yderligere.

Fotografiets kobling til arkitekturen er lige så gammel som opfindelsen af fotografering. Siden tidernes morgen er bygningen og det byggede blevet brugt som forgrund eller baggrund for mennesket i fokus. Senere er det at fotografere arkitektur blevet et tema i sig selv. Modsat arkitekturen, som er det mest tredimensionelle mennesket har skabt, er fotografiet jo fuldstændig fladt. Kunsten og fascinationen ligger i at få det tredimensionelle til live på det flade medie. At fortælle historien om bygningens lys og skygge, ude og inde, oppe og nede.

Fotografen bliver arkitektens stedfortrædende øjne og forklarende retorik og som brylluppet, der ikke er fuldbragt uden bryllupsbilleder, er det arkitektoniske værk ikke helt færdigt uden at være blevet fotograferet.


En oversættelse og fortolkning af artiklen 'Arkitektur är fotografi' af Maria Lantz, fotograf og lærer på Kongelige Højskole i Stockholm.